Hard to say goodbye

Dagene flyver afsted i det her lækre vejr, hvor er det altså bare skønt! – Vejret altså, ikke at dagene flyver afsted. Jeg kan simpelthen ikke huske vi har haft så lækker en maj måned før. Jeg er spændt på om det holder hele sommeren, eller om det skifter på et tidspunkt. Nå, men det var jo ikke det indlægget her skulle handle om, selvom vejret er et stort omtale emne for tiden i lille DK. Nej indlægget skal nemlig handle om at sige farvel.

Min mormors tid er kommet, eller gået om man vil. I de her dage går jeg egentlig bare og venter på opkaldet om, at nu er det sket. Det er hårdt og det gør ondt, men det er ok. Hun er 90 år, der er noget galt i hendes mave, som vi (og lægen) er ret sikre på er kræft, men hun er for gammel til man kan gøre noget ved det, så hun ved det ikke selv. Hun er smertedækket på morfin og nu er hendes krop altså ved at give op.Vi har de sidste dage haft samlet familien omkring hende for at sige farvel og hun har haft nogle dejlige dage. Klar i hovedet (hun er begyndende dement, så det sker sjældent hun er helt klar), smertefri, men meget træt. En af dagene her ligger hun sig til at sove i sin egen seng og vågner ikke igen. Det er jo den afgang herfra vi alle ønsker og jeg er så glad for det er på den måde det ender. Min mormor og morfar passede mig da jeg var lille i stedet for børnehave, så hun er en person, der har haft stor betydning i mit liv.

Men det gør ondt inden i. Mere ondt end jeg havde forestillet mig faktisk. Jeg har mistet mange i mit liv -min far, min bror, min morfar, min stedfar bl.a. – så det er ikke fordi jeg ikke har prøvet at miste før. Jeg ved det gør ondt. De døde alle på en rigtig træls måde og alt for tidligt, så jeg havde bare forestillet mig det var anderledes, når nu man døde helt naturligt og havde fået et dejlig langt liv. Det eneste der er anderledes er, at jeg ikke føler den uretfærdighed jeg følte ved de andre, jeg har en følelse af det er okay hun tager herfra, men det er fandes hårdt. Men måske er det okay. Det er vel et eller andet sted bare fordi hun er elsket det gør ondt, er det ikke?

Update: Siden jeg skrev dette er det lykkes min mormor at snyde døden for anden gang. Den seje gamle krop rejste besluttede sig åbenbart for livet var for godt til det var lige nu livet skulle stoppe

Når man ikke er enig om hvor mange familien skal bestå af

Herhjemme er vi ikke helt enige om hvor mange personer vores familie skal bestå af. Min mand synes det er fint som vi er nu og ønsker ikke flere børn, hvor jeg brændende ønsker mig flere. Det er sjovt som tingene kan ændre sig jo ældre man bliver. Da jeg var i start 20erne tænkte jeg ét var fint, for så fantastiske synes jeg heller ikke børn var. Nu synes jeg faktisk en hel folk vil være helt fint. Prioriteterne ændrer sig.

Jeg har været klar længe til at få en 3’er. Jeg er selvfølgelig bevidst om det ikke bliver en dans på roser, for det er da uden tvivl hårdt at have små børn og det bliver da sindssygt hårdt at skulle tage sig af en lille baby samtidig med de to “store” herhjemme. Hvorfor så ikke vente lidt spørger mange, der er jo mange år tilbage. Jamen det synes jeg bare ikke er en mulighed. Jeg har selv søskende 4 år yngre end mig selv og vi har aldrig været på et stadie, hvor vi har haft noget tilfælles før vi blev voksne. Selvfølgelig har vi leget og haft det godt sammen, men det var som regel mig der skulle gå på kompromis og lege med noget der ikke var helt alderssvarende. Så jeg ønsker mine børn tæt sammen, så de får mere ud af hinanden også selvom starten bliver hård for mor og far. En anden ting er, at jeg på et eller andet tidspunkt, når børnene er ældre, også gerne vil have mulighed for at fokusere på karrieren og det har jeg ikke så længe børnene er små. Kommer der en lille ny efternøler bliver min drøm på den front dermed også væsentligt udsat.

Men som sagt synes min mand ikke det er nødvendigt med flere børn. Han kan ikke overskue at starte forfra og han synes det er fint med de to vi har. Det har hånden på hjertet skabt en del konflikter det seneste år, at vi ikke ønsker det samme og der ikke rigtigt er et kompromis. Jeg har virkelig mærket efter om jeg kan undvære det her barn og sagde til mig selv i en periode, at vi ikke skulle have flere. Jeg var simpelthen dybt ulykkelig og jeg ved inderst inde, at den beslutning vil jeg fortryde altid og nok også et eller andet sted bebrejde min mand. Men er det så ham der skal have presset et barn ned over hovedet eller hvad? For det føles altså heller ikke særlig rart at gøre.

Vi har ikke fundet løsningen, heller ikke selvom jeg har læst alle tråde på min-mave igennem for netop det problem, ha ha, man bliver sgu desperat engang i mellem. Men jeg håber det på en eller anden måde lykkes os at finde en mellemvej.

High need baby – Mit signalstærke barn

High need baby – Mit signalstærke barn

Klokken er 6 lørdag morgen og jeg har for anden dag i træk været oppe kl. 5 med størstebarnet herhjemme. Søvn bliver bare aldrig en af hans favoritter. Men jeg tænkte det måske var på tide at introducere ham nærmere. Mit signalstærke barn. En lille advarsel bør jeg nok bringe om, att det her er et ret teksttungt indlæg.

mit signalstærke barn

Her er han – Lucas 4,5 år (dog kun 3,5 på billedet. Født en kold januar dag i 2014 og har været besværlig lige siden, ha ha.

Starten

High need baby, eller signalstærkt barn som vi kalder det i DK. To sider af samme sag. Men hvad vil det sige at være signalstærk. Ja det er jo så moderne at sætte sine børn i kasser og intet negativt om det, for jeg elsker at sætte ting i kasser.

Lucas startede sit liv med ikke at ville ud. Fødsel var i gang, presseveerne havde været der i 2,5 timer, men drengen synes allerede dengang han selv ville bestemme. Først da rummet blev fyldt læger og en masse andre, der stod parat til akut kejsersnit gav han efter og bevægede sig mod udgangen.Den fødsel er det værste jeg har prøvet i mit liv, men alt var tilgivet, da det lille vidunderlige væsen lagde på min mave.

Efter et par uger begyndte Lucas at skrige og igennem de næste 6 måneder tog det kun til 5-14 timer skreg han hver eneste dag. Efter de første 4 måneder havde vi prøvet alt -kiropraktor, kranio sakral, zoneterapi osv., intet hjalp og jeg begyndte så småt at blive vanvittig. Ud over han skreg konstant sov han heller ikke. Om dagen sov han 3 x 30 min og fra 22-23 stykker til kl 5 sov han men med opvågninger hver 30-60 min. Det var ikke just den forestilling jeg havde om en lykkelig babyboble.

Heldigvis fandt vi en fantastisk kiropraktor, da han var 4,5 måneder, der kunne udrette mirakler. Hun var specialiseret i spædbørn og konstaterede hurtigt, at Lucas havde KISS. KISS er en fejl i de øvre nakkeled, der fik ham til at låse i nakke og skuldre. Det gør bl.a. udviklingen af tarmene langsommere. Men jeg tænker vi tager den historie seperat en dag.

Hun fik ham til at stoppe med at græde døgnet rundt. Han var stadig skide sur på hele verden og han ville alt det han ikke kunne fra dag 1. Jeg sagde engang til en veninde, at jeg ikke troede han blev glad før han kunne gå, altså når han ligesom var færdig med den grove udvikling. Og rigtig nok, da Lucas rejste sig og gik da han var 10 mdr gammel forandrede han sig.

Mit signalstærke barn

Selvom jeg fik et helt andet barn omkring 10 mdrs alderen var der forsat meget vi kæmpede med. Eksempelvis maden, hvor han ikke helt ville spise. Og spiste han skulle det gerne være i flydende konsistens. Også konflikterne fyldte meget. Ja det lyder måske af meget med konflikter med en 10 mdr gammel baby, men Lucas har bare altid vist hvad han ville. Det skulle jeg bare ikke ændre på. Jeg var med i en online mødregruppe og der i gennem var der en der forsigtigt spurgte om jeg kendte til begrebet “signalstærke børn”. Hun anbefalede mig en bog af Anja Sigvard Nielsen og bum alt faldt på plads. Jeg kunne tydeligt se min baby ikke var som de andre babyer i min omgangskreds dengang og det var så skønt at finde ud af, at der var mange andre som ham derude. Der var endda en facebook gruppe (selvfølgelig). Her kunne jeg med et enkelt kig konstatere, at det kunne være min Lucas de snakkede om.

Ordet signalstærk giver lidt væk hvad det er vi snakker om, alle barnet signaler bliver lige skruet op. Introduktionen i førnævnte bog nævner:

Hvad er et signalstærkt barn?

-Barnet er intenst. “De græder højt og stopper ikke uden videre igen… De spiser voldsomt og hurtigt… De er ofte spændte i hele kroppen og vifter med arme og ben allerede fra fødslen. De er hele tiden oppe i et højt gear og bliver derfor hurtigt overstimulerede og trætte… følger alt med blikket, og evner ikke selv at vende hovedet væk for at finde ro. Barnet vil helst ikke gå glip af noget, så det har meget svært ved at overgive sig l søvnen, eller ved at slappe af. Intensiteten kan vise sig ved voldsomme følelsesudbrud. Både ved glæde, sorg og vrede. Barnet har et meget omfattende følelsesregister, der kan svinge dramatisk fra raseri til ekstatisk glæde på et øjeblik og omvendt.”

Jeg husker tydeligt et øjeblik, da han var helt spæd, hvor han som altid fulgte med i alt til en familiefødselsdag. Vi er på det stadie hvor andre babyer normalt stadig sover hele tiden, men Lucas fulgte med og min bror kommenterede at han synes det var lidt uhyggeligt, at Lucas sad og studerede ham så intenst og søgte hans opmærksomhed.

-Spiser meget ofte. “De signalstærke børn forsøger at finde ro og tryghed ved amningen, men ofte er de alt for voldsomme og mælken kommer i den gale hals, eller barnet sluger for meget luft, eller kan slet ikke samle sig om at tage fat om brystet og skriger i stedet voldsomt i frustration.” Netop dette var grunden til jeg ikke ammende barn nr. 2. De skrigeture Lucas havde hver eneste gang han spiste sidder stadig i mig.

-Insisterende og vedholdende. “Det signalstærke barn er meget insisterende og tydeligt. Der er ingen tålmodighed og barnet bliver hysterisk ulykkeligt på et splitsekund, hvis du ikke straks regner ud hvad der ønskes. Forældre l disse børn lærer hurtigt at det ikke kan betale sig at trække den ud. Reagerer du ikke straks vil barnet hidse sig selv så meget op at det ikke kan trøstes igen.”

Bare for at sætte det lidt i perspektiv var det ikke unormalt, at Lucas, da han var lille besvimede af raseri. Det her punkt er uden diskussion det punkt der kendetegner Lucas allermest.Vi siger tit herhjemme, at hvis han ikke bliver noget stort som f.eks. statsminister, så er alle vores endeløse diskussioner med ham virkelig spildte 🙂

-Brokkende og med ekstreme følelsesudsving. Et signalstærkt barn er næsten konstant utilfreds. Der er altid noget han vil, som han ikke kan. Der er altid noget som generer lidt. Det være sig tøjmærker, lyde, lyset, gæsterne eller det at ligge alene. Det er som om dette barn mærker og oplever alt meget kraftigere end andre børn og derfor er han næsten altid brokkende – pånær når han i stedet er helt ekstatisk lykkelig.” Han er enten MEGET af det ene eller MEGET af det andet.

Kort sagt “Aldrig har barnet ro og derfor får du det heller ikke – Hverken nat eller dag.”

Der er flere punkter i bogen, men jeg tog de der passede allerbedst på Lucas. Så det her er altså Lucas i en nøddeskal. Jeg er vild med han har så stærk en personlighed og ved han vil, men det er virkelig også hårdt engang i mellem, at skulle diskutere alt ned til mindste detalje. Efter jeg har fået Anna er forskellen på et signalstærkt barn og et der ikke er virkelig gået op for mig. Anna accepterer ting så hurtigt, at jeg nogle gange bliver helt overrasket over hvor let det er, fordi Lucas sjældent godtager noget han ikke har fundet på selv.

Anyways for at slutte et alt for langt indlæg af, så er Lucas et signalstærkt barn på godt og ondt.

God søndag 🙂

Alenetid og en flot kjole

Jeg er alene hjemme. Det sker ikke tit. Faktisk kan jeg slet ikke huske, hvornår jeg sidst har været alene hjemme. Mand og børn er kørt i sommerhus med svigerfamilien og jeg joiner dem i morgen (da jeg lige skal et smut på arbejde først).

Jeg elsker at være alene og det har jeg altid gjort. Min mand har flere gange sagt jeg ville være en perfekt eneboer i ødemarken og jeg giver ham helt ret. Jeg ved ikke helt hvad jeg skal lave, men jeg kunne forestille mig det blev ingenting. En god film, lidt strik bare ren afslapning og afkobling. Prikken over i’et havde lige været hvis der havde været godt vejr, men det kan jeg vist godt slå en stor streg over.

I anledningen af lidt alene tid har jeg sat mig ned og forsøgt at lære et billedredigeringsprogram at kende. De programmer jeg brugte for nogle år tilbage findes åbenbart ikke mere, eller er blevet betalingsprogrammer. Så jeg skulle lige finde ud af hvordan det nye her fungerede før jeg smed et ønske outfit på bloggen, men her kommer et lille beskeden

Jeg så kjolen på en ekspedient i Salling og desværre havde de ikke flere tilbage i butikken i min størrelse. Jeg er ellers virkelig vild med den og stoffet er så dejligt let her til sommer. Samtidig er den dejlig løs, hvilket kun er win-win for mig. Jeg tænker den både kan tones op og ned alt afhængigt af hvad man skal bruge den til. Nu er det begrænset hvor mange fester jeg render til, så jeg har valgt at lave et simpelt hverdags outfit med en lækker hat og et par birkenstocks. Sidstnævnte har jeg kig på, da de sandaler jeg har nu snart ikke kan mere. Jeg går normalt ikke så meget med farver, så i første omgang ved jeg, at jeg vil passe på med for mange accessories dertil. Simpelt, men godt.

Kjole Minimum / Sandaler Birkenstock / Hat ?