Når man ikke er enig om hvor mange familien skal bestå af

Herhjemme er vi ikke helt enige om hvor mange personer vores familie skal bestå af. Min mand synes det er fint som vi er nu og ønsker ikke flere børn, hvor jeg brændende ønsker mig flere. Det er sjovt som tingene kan ændre sig jo ældre man bliver. Da jeg var i start 20erne tænkte jeg ét var fint, for så fantastiske synes jeg heller ikke børn var. Nu synes jeg faktisk en hel folk vil være helt fint. Prioriteterne ændrer sig.

Jeg har været klar længe til at få en 3’er. Jeg er selvfølgelig bevidst om det ikke bliver en dans på roser, for det er da uden tvivl hårdt at have små børn og det bliver da sindssygt hårdt at skulle tage sig af en lille baby samtidig med de to “store” herhjemme. Hvorfor så ikke vente lidt spørger mange, der er jo mange år tilbage. Jamen det synes jeg bare ikke er en mulighed. Jeg har selv søskende 4 år yngre end mig selv og vi har aldrig været på et stadie, hvor vi har haft noget tilfælles før vi blev voksne. Selvfølgelig har vi leget og haft det godt sammen, men det var som regel mig der skulle gå på kompromis og lege med noget der ikke var helt alderssvarende. Så jeg ønsker mine børn tæt sammen, så de får mere ud af hinanden også selvom starten bliver hård for mor og far. En anden ting er, at jeg på et eller andet tidspunkt, når børnene er ældre, også gerne vil have mulighed for at fokusere på karrieren og det har jeg ikke så længe børnene er små. Kommer der en lille ny efternøler bliver min drøm på den front dermed også væsentligt udsat.

Men som sagt synes min mand ikke det er nødvendigt med flere børn. Han kan ikke overskue at starte forfra og han synes det er fint med de to vi har. Det har hånden på hjertet skabt en del konflikter det seneste år, at vi ikke ønsker det samme og der ikke rigtigt er et kompromis. Jeg har virkelig mærket efter om jeg kan undvære det her barn og sagde til mig selv i en periode, at vi ikke skulle have flere. Jeg var simpelthen dybt ulykkelig og jeg ved inderst inde, at den beslutning vil jeg fortryde altid og nok også et eller andet sted bebrejde min mand. Men er det så ham der skal have presset et barn ned over hovedet eller hvad? For det føles altså heller ikke særlig rart at gøre.

Vi har ikke fundet løsningen, heller ikke selvom jeg har læst alle tråde på min-mave igennem for netop det problem, ha ha, man bliver sgu desperat engang i mellem. Men jeg håber det på en eller anden måde lykkes os at finde en mellemvej.

1 comment / Add your comment below

Skriv et svar