Når børn bliver vrede – mit signalstærke barn

Jeg har tidligere fortalt lidt omkring det at have et signalstærk barn – læs, eller genlæs lige her. En af de store udfordringer herved er helt klart hans temperament. Hele hans følelsesregister er i brug hver dag og han svinger lynhurtigt fra at være helt ekstatisk glad til at være fuldstændig overdramatisk sur. Det største problem vi har haft og til dels stadig har ved sidstnævnte er, at han ikke har redskaberne til at håndtere det vredesanfald, der engang i mellem (ofte) rammer ham. Hvad gør man når børn bliver vrede?

Når Lucas bliver sur foregår det ikke stille. Han råber, han skriger, han smider med ting, han slår på ting og sparker til ting. Da han var mindre endte de ofte med han besvimede. Kort sagt han reagerer rigtig meget fysisk. Det er selvfølgelig ikke kun Lucas og andre signalstærke børn, der reagerer på denne måde, det gør et hvert barn. Måske bare ikke helt i samme omfang som Lucas gør det.

Vi håndterer det forkert!

Vi er rigtig gode til at reagere helt forkert herhjemme og det vil jeg rigtig gerne ændre. Vi er vant til Lucas overreagerer på mange ting og når det er helt over the top kan vi komme til at stikke i et grin, eller gå i den modsatte retning og blive vred på ham. Begge scenarier er dybt uhensigtsmæssige det ved vi vist alle og derfor har jeg den seneste tid arbejdet lidt med mig selv i forsøget på at rumme ham bedre.

En sætning, der altid er værd at have med i baghovedet er “Du er barnets rollemodel”. Lucas ser op til mig og reagerer jeg med vrede er det også det han gør. Både når han selv er vred eller når andre er det og sådan skal det ikke være. I stedet skal jeg lære at rumme Lucas vrede for han selv kan rumme den. Det er jo en kliché, for vi ved det alle, men det svære er at mestre det. Jeg gør det ikke endnu og det er et af de største mål jeg har pt.

Pædagogerne hjælper os

Lucas har altid holdt vreden herhjemme. Det er her han har været tryg og det er her han har turde reagere efter en dag fyldt med stimuli. Lige indtil for nyligt i hvert fald, hvor han fik sit første raserianfald i børnehaven. Og det lyder fjollet, men jeg var SÅ stolt da jeg fik det at vide. Ikke over han havde råbt, skreget og sparket pædagogerne, naturligvis ikke, men over han nu er tryg i børnehaven. Så tryg, at han tør være sig selv og han tør give sine følelser afløb. Det kom dybt bag på dem, for de havde aldrig set den side af ham før på trods af han snart har gået der i 2 år. De har måske heller ikke helt troet på os, når vi fortalte om de trælse morgener, der havde endt i raserianfald.

Men nu er “monsteret” lukket ud og sammen med det en masse redskaber til at håndtere det. Jeg har nemlig i forbindelse med en forældresamtale snakket en del om det her og fået utrolig meget feedback på, hvad vi som forældre og de som pædagoger skal gør for, at lære Lucas at rumme de her følelser.

Hvordan rummer vi det så?

Jo det lyder ganske langhåret, men du er der simpelthen bare. Du lader dig ikke mærke af vreden, du skælder ikke ud, du er der bare og giver udtryk for du forstår barnet. Lad barnet få afløb for det hele. Et signalstærkt barn har som regel ikke lyst til du rører det, når vreden raserer, men det er kan jo være anderledes ved jeres børn. Ved Lucas skal man bare være i nærheden og fortælle ham man godt kan forstå han er vred og det hele er træls. Nogle gange er det ikke nødvendigt at sætte ord på. For han kan ikke tage andet noget på det her tidspunkt. Han hører simpelthen ikke hvad du siger og selvom han gør er det ikke sikkert han ved hvorfor han reagerer som han gør.

Vi ved allesammen. hvordan det er at være rigtig vred. Vi har hjertebanken, uro i hele kroppen, måske græder vi (ja, jeg er den type). Men vi ved hvad den følelse er. Det gør dit lille barn ikke endnu og det kan være enormt utrygt. Mange forsøger derfor at få det ud af kroppen ved at slå og sparke på andre, ja endda nogle gange på sig selv. Så barnet har altså brug for at vide du der der for ham, præcis som når han er ked af det eller bange. Der kunne vi jo ikke drømme om at skælde ham ud.

Når vreden har lagt sig snakker vi om det. Blev han sur over noget, eller blev han i virkeligheden ked af det? Og hvad er forskellen i virkeligheden? Når vi snakker om det lærer vi ham, at sætte ord på hans vrede. På den måde kan han måske forklare os det med ord næste gang, i stedet for at skrige, slå eller råbe.

Har det så hjulpet?

JA! I snegletempo vel og mærke. Jeg er ikke sikker på min mand har set forskellene, men jeg har bidt mærke i dem og igen er jeg bare så pisse stolt. Den lille mand har SÅ mange følelser inden i sig og han er blevet så god til at mestre dem. Jeg skal ærligt indrømme at jeg glemmer at rumme ham 9 ud af 10 gange. Det er stadig nyt for mig og jeg kæmper virkelig for ikke at blive sur selv. Det lyder så fjollet især her på skrift, men vaner er svære at bryde.

Pædagogerne i børnehavnen derimod, de er eminente til det. Han reagerer stadig fuldstændig over the top og det er ikke altid til at tage det i opløbet (endnu). Men han har præsteret et par gange nu, at råbe til pædagogerne, at han ikke var ked af det, men vred. Igen snegletempo, men han ved altså nu hvad forskellen er og kan mærke den. Et par andre gange er han kommet til mig efter et raserianfald og har fortalt mig, at han skulle have sagt stop, eller at det gjorde ham vred. Vi har arbejdet på det her i max et par måneder og jeg synes det er kæmpe skridt for min lille dreng. Jeg er sikker på, at han med vores hjælp kan lære at sætte ord på sin vrede i stedet for at reagere med råb, slåen og sparken.

5 comments / Add your comment below

  1. Jeg ville ønske vi havde fået mere hjælp allerede i børnehaven, så havde min store dreng nok haft det nemmere nu. jeg forsøger også “bare” at være der for ham, men det er svært når de fleste udbrud sker i skolen 😔

  2. Jeg tror også det er derfor jeg er glad for Lucas endelig viser det i børnehaven. Folk har ikke rigtig troet på os, fordi udbruddene kun skete herhjemme, men med de samme de så det var de mere end klar til at hjælpe. Jeg håber netop vi kan forebygge problemer med det i skoletiden. Jeg kan forestille mig lærerne måske ikke helt har den samme tilgang til et vredt og hidsigt barn som en børnehavepædagog. Men det kan også bare være en fordom?

  3. Wow, det lyder i store træk som vores ældste datter på 4½ år. Hun reagerer også meget voldsomt, og har virkelig svært ved at håndtere, hvis der er noget der ikke lige går i hendes retning.
    Vi har desværre også været lidt for “gode” til at reagere forkert. Og det er vi indenfor den sidste uge blevet meget mere opmærksomme på, og er også i gang med at kigge på os selv og hvordan vi reagerer på hende.
    Så sent som i dag havde jeg en snak med én af pædagogerne om det hele, og hun gav også nogle gode råd til, hvordan vi kan håndtere det. De oplever dog ikke vreden mens hun er hos dem, kun hendes beslemthed, og “jeg vil have min vilje”-hed.
    Men det er så hårdt at se sit barn, mens vreden står på, når man slet ikke kan nå ind til hende…

    1. Det er nemlig skide svært. Vi har også de sidste par uger virkelig kigget indad og forsøgt at ændre vores adfærd, for vi ved jo godt det er her det starter. Men det er så skide svært at ligge gamle vaner på hylderne. Når jeg endelig husker at reagere “rigtigt” synes jeg til gengæld også virkelig det giver pote 🙂 Dejligt du har fået nogle redskaber af pædagogerne, er der nogle gode i blandt du vil dele?

Skriv et svar