Mød Anna – min dejlige pige med brillerne

min dejlige pige med brillerne

Her er Anna – min dejlige pige med brillerne. En skøn pige, der kom til verden en søndag i februar 2016.

min dejlige pige med brillerne

Anna er, hvad der for mig, føles som verdens nemmeste barn. I virkeligheden tror jeg bare hun er helt normal, men hendes væremåde står herhjemme i stor kontrast til hendes storebror.

Læs mere om Lucas lige her: High need baby – Mit signalstærke barn.

De to meget forskellige børn, men helt fantastiske på hver deres måde. Hvor Lucas er mere alvorlig er Anna en seriøs grinebidder. Hun er “klassens klovn”  og hun elsker det. Hendes øjne lyser altid af fjollerier 🙂

Starten

Vi var meget i tvivl om vi ville have flere børn efter Lucas. Alt havde været så hårdt og drænet os for alt overskud der havde været. Men en dag måtte jeg tage en graviditetstest, fordi min mens var udeblevet. Testen var negativ og både mig og min mand blev meget overraskende lidt skuffede. Der stod det klart, at vi gerne ville have et barn mere. Kort tid efter bestemte vi os for, at det gerne måtte være nu. Den var Anna med på og hun var der i første forsøg. Lidt før end jeg havde regnet med, men det gjorde bestemt ikke noget.

Fødslen af Anna var en drømmefødsel. Virkelig. Jeg havde frygtet den så meget, fordi fødslen af Lucas var fødslen fra helvede. Måske jeg engang laver et seperat indlæg med fødselsberetninger. De første par måneder levede jeg i total angst for den dag skrigeturene ville starte, men de begyndte ikke. Ikke sådan rigtigt i hvert fald. En sovebaby blev hun heller ikke, sådan nogle kan jeg åbenbart ikke lave. Om dagen sov hun så lidt som sin bror, nemlig 4-3 x 30 min, men det var ok. For den store forskel ved hende og hendes bror var, at hun var glad i sine vågne timer. Nætterne var heller ikke fantastiske og hun sover stadig sjældent igennem her 2,5 år senere. Men barslen var god og jeg hyggede mig igennem året sammen med Anna.

Akut på børnemodtagelsen

Det eneste bump vi har haft på vejen med vores lille Mulle var da hun var lige omkring et år. Fra den ene dag til den anden begyndte hun at skele. Sådan virkelig meget. Jeg tænkte egentlig ikke så meget over det. Bare at jeg ville vende det med lægen, når vi alligevel skulle til 1 års undersøgelse. Det skete i en påskeferie og da vi ankom til dagplejen mandag kiggede hun med det samme på Anna og sagde, at det havde hun alligevel aldrig hørt om i hendes karriere. Jeg tog på arbejde, men kort tid efter ringede dagplejeren til mig, at hun altså var kommet til at Google lidt. Hun synes jeg skulle ringe til lægen med det. Jeg ringede til lægen mest for at få fred.

Til min store overraskelse sagde lægen alvorligt til mig, at hun ville se hende med det samme og jeg nok skulle få hendes storebror passet, for vi ville nok ende på sygehuset inden dagen var omme. Jeg for afsted og fattede stadig ikke helt hvorfor det var så alvorligt, men ganske rigtigt kom vi akut på børnemodtagelsen. Her forklarede lægen mig, at pludselig skelen var forbundet med hjerneskade i baghovedet og det var derfor de handlede så hurtigt. Anna var lige begyndt at gå og i den periode falder de jo jævnt meget, så jeg tænkte straks det værste.

De brugte flere timer på at udrede hendes motorisk og sanser for at se om alt var som det skulle være. Meningen var, at hun skulle i MR scanner samme aften, men det var desværre ikke muligt. I stedet blev vi enige om vi skulle tage hjem på åben indlæggelse og møde derinde kl. 9 næste morgen.

Brillerne

Jeg fik ikke sovet meget den nat. Hold nu op, hvor var jeg bange. Virkelig skrækslagen for mit barn havde en hjerneskade. Da vi kom derind blev vi presset ind akut på øjen ambulatoriet med beskeden om, at fandt de ikke noget skulle hun i narkose og scannes.

Jeg håbede jo inderligt de ville finde noget, men de første mange undersøgelser viste bare intet. Faktisk var der en øjenlæge, der insisterede på hun faktisk slet ikke skelede, hvilket gjorde mig virkelig sur. Jeg stod der jo ikke, hvis det var helt normalt hendes øjne pludselig kiggede to forskellige steder hen. Til sidst ville de dryppe hendes øjne med noget der fik hendes pupiller til at udvide sig og derefter teste øjnene igen. Da ventetiden på dråberne skulle virke var gået var endnu en læge blevet tilkaldt og hun kunne heldigvis godt se hendes skelen. Hun kunne også fortælle mig, at Anna var så lille, at hendes muskler i øjet var så stærke, at øjet sagtens kunne snyde deres apparater til at vise der ikke var noget galt. Dråberne de havde puttet i ville gøre øjet ikke længere kunne snyde.

Det var lige præcis hvad der var sket. Øjet havde snydt apparatet, og testen viste, at hun ikke bare havde lidt svært ved at se. Hun havde faktisk rigtig rigtig svært ved at se. Også i den grad, at det blev klassificeret som et handicap. Jeg var både overrasket og lettet. Virkelig lettet, fordi alternativet var en hjerneskade, altså herregud synet kan vi hjælpe på vej. Men også overrasket, fordi ingen i vores familie har brugt briller, før de er kommet lidt op i alderen. Desuden havde hun overhovedet ikke givet os noget indtryk af hun ikke kunne se, men det var selvfølgelig som lægen sagde, fordi hun endnu kunne kompensere selv for det manglende syn.

^^Da hun fik sine første briller kunne jeg se med det samme hun så alt på en ny måde. Alt blev de første dage kigget ekstra på som og opdaget på ny.

1,5 år senere

1,5 år er nu gået og selvom det var svært med de briller i starten er de nu en del af hende og det ved hun godt selv. Hun tager dem på selv og retter dem selv til, når de ikke lige sidder som de skal. Hun kan ikke længere kompensere på samme måde som da hun var baby og det er tydeligt for os hvor dårlig hun er til at se nu. Hendes skelen er ikke helt væk endnu desværre, så på torsdag starter hun til skele terapeut og skal sikkert have en klap på. Så starter en ny kamp lige der. Men hun er så sej til de briller og effekten af dem er ligesom, når man går med en hundehvalp. Der er ikke nogen, der kan stå for den lille bølle med de lyserøde briller inkl. os selv.

3 comments / Add your comment below

Skriv et svar