Lad os prøve igen

Velkommen til, eller skulle jeg nærmere sige velkommen tilbage? Bloggen har været væk -ja faktisk har den været helt slettet siden juli. Min mormor sagde sit endelige farvel og det ramte hårdere end jeg lige havde forestillet mig. Den sidste tid var meget intens og pludselig fik jeg bare brug for at trække mig lidt ind i mig selv og dermed ikke dele mit liv med internettet.

Men heldigvis nåede jeg ikke at opsige domænet (kun at slette alt indhold og indstillinger -doh!), så da lysten til at blogge igen så småt begyndte at dukke op begyndte jeg at fifle lidt med den igen. Så velkomment til en ny begyndelse (igen!).

Til de af jer, der ikke har fulgt med her før hedder jeg Charlotte, jeg er 32 år gammel og bosat i en lille by i Nordjylland, sammen med min mand, vores kat og vores 2 børn, der har mere krudt i røven end hvad godt er. Jeg blogger om løst og fast og bloggen er hvad man nok bedst kan beskrive som en online dagbog. Jeg finder så meget inspiration hos andre bloggere, der blogger om løst og fast, hvor det hele ikke bliver for lyserødt, så det er i aller højeste grad hvad jeg også vil bestræbe mig på her.

Jeg glæder mig til at invitere jer med indenfor i mit liv 🙂

Skriv et svar