Graviditetsbetinget diabetes

Graviditetsbetinget diabetes. Jeg havde det, da jeg var gravid med Anna og derfor forventede jeg også, at jeg ville få det denne gang. Sandsynligheden for du slipper udenom det i efterfølgende graviditeter er nemlig meget lille.

Glucosebelastning

Forrige fredag tog jeg derfor til glucosebelastning. Til de der ikke kender til det er glucosebelastning, som navnet antyder en process, hvor man belaster kroppen med glucose. På fastende mave skal man drikke et par glas glucose fortyndet op med vand. Det smager ikke godt skulle jeg hilse jer at sige. Herefter skal man sidde på en meget hård stol i 2 stive timer, hvor du kun må rejse dig for at gå på toilettet. Efter de 2 timer bliver der taget blodprøvet, hvor de måler ens blodsukker. Når du er gravid hedder grænsen for diabetes 9.0 og mit var denne gang på 9.9, altså er diagnosen stillet.

^Maven i dag 18+6. Øldåserne i baggrunden er ikke mine ha ha! Dem havde jeg ikke lige set, da jeg tog billedet.

Diabetes kontrol

I dag, lige lidt over en uge efter jeg slog ud på testen skal jeg så til min første kontrol og introduktion. Introduktionen tænker jeg vi springer let over, da jeg jo i forvejen kender til at have diabetes og igennem mit arbejde har en ret god forståelse for sygdommen. Er det første gang skal man dog sætte en 4-5 timer af den dag, hvor man skal snakke med en diætist, man skal snakke med en diabetessygeplejerske, der lærer en at måle blodsukker og ikke mindst skal man snakke med en læge omkring sygdommen og kontrolscannes. Scanningen er især for at holde øje med barnets vægt. Børn med diabetes forældre har nemlig en tendens til at blive for store.

Efterfølgende skal jeg selvfølgelig hjem og leve på diæt. Jeg skal måle mit blodsukker i første omgang 7 gange om dagen. Jeg håber det går som ved Anna, at jeg kan kontrollere blodsukkeret udelukkende ved at ændre min kost. Kan jeg ikke det kommer jeg på insulin. Herefter skal jeg til kontrol hver 3. uge, hvor vi gennemgår mine målinger, bliver scannet og ikke mindst får tjekket langtidsblodsukker.

Hvad med barnet?

Barnet har det fint, da det insulin jeg kan producerer først går til barnet og dernæst til mig. Jeg må ikke føde hjemme og så får baby målt sit blodsukker, når den kommer ud. Indtil der er taget 2 normale målinger i træk er man indlagt. Jeg mener det hedder mindst 12 timer. Hos de fleste babyer er det normalt og er det for højt løses problemet ved at give dem noget modermælkserstatning. En anden ting er, at man ikke må få over tid og derfor bliver sat igang 41+0. Det håber jeg virkelig ikke kommer til at ske. Jeg er helt afklaret med det andet, men en igangsættelse vil jeg gerne undgå.

Det var lidt om diabetes og noget, der kommer til at fylde en del for mig frem til oktober, derfor synes jeg også det er noget jeg gerne vil tage jer med ind i.

Husk i altid kan følge med på instagram, hvor jeg får opdateret en del mere end herinde 🙂

Skriv et svar