En introvert personlighed

Jeg får min energi af at være alene og jeg bliver drænet for det, når jeg skal være social. Klassisk introvert person. Det er ikke en nyhed, men der gik lang tid før jeg accepterede, at de var sådan det var. Faktisk var det først i midt 20erne, at det gik op for mig sådan for alvor. Indtil da havde jeg i højere og højere grad tvunget mig selv ud i sociale sammenhænge. Sociale sammenhænge jeg i virkeligheden ikke magtede og jeg endte i et sort hul. Siden da er jeg blevet god til at mærke efter og selvfølgelig har alderen også hjulpet mig lidt i den rigtige retning. Jeg mener den står trods alt ikke på byture torsdag til lørdag mere. Men jeg ved, at skal jeg til nogle større arrangementer skal jeg planlægge noget mig tid efterfølgende for at udligne det.

At være social føles ikke naturligt

Det skal bestemt ikke forstås som om jeg ikke kan lide de mennesker jeg omgiver mig med. For det kan jeg bestemt godt. Rigtig godt. Men der er bare noget helt grundlæggende i mig, der gør, at det er meget lidt naturligt for mig, at være social i sammenhænge, hvor jeg ikke kender folk særlig godt. Jeg skal være 100% tryg i en situation før det er naturligt for mig at snakke løs.

I sidste uge havde jeg 3 dages obligatorisk “konference” på arbejdet med fuldt program fra morgen til sent aften. Der var fløjet folk ind fra hele verden og det forventes man mingler og lærer hinanden at kende. Jeg kan ikke huske hvornår jeg sidst har været så træt som efter de dage. Det er først i dag, 4 dage efter vi kom hjem, at jeg føler jeg er ved at være mig selv igen. Det var nogle sjove og meget lærerige dage, men de drænede mig fuldstændig. Jeg er så irriteret over det skal være sådan, men jeg ved også, at jeg ikke kan gøre noget som helst ved det. Jeg er bare en introvert person.

 

Skriv et svar