Mød Anna – min dejlige pige med brillerne

Mød Anna – min dejlige pige med brillerne

Her er Anna – min dejlige pige med brillerne. En skøn pige, der kom til verden en søndag i februar 2016.

min dejlige pige med brillerne

Anna er, hvad der for mig, føles som verdens nemmeste barn. I virkeligheden tror jeg bare hun er helt normal, men hendes væremåde står herhjemme i stor kontrast til hendes storebror.

Læs mere om Lucas lige her: High need baby – Mit signalstærke barn.

De to meget forskellige børn, men helt fantastiske på hver deres måde. Hvor Lucas er mere alvorlig er Anna en seriøs grinebidder. Hun er “klassens klovn”  og hun elsker det. Hendes øjne lyser altid af fjollerier 🙂

Starten

Vi var meget i tvivl om vi ville have flere børn efter Lucas. Alt havde været så hårdt og drænet os for alt overskud der havde været. Men en dag måtte jeg tage en graviditetstest, fordi min mens var udeblevet. Testen var negativ og både mig og min mand blev meget overraskende lidt skuffede. Der stod det klart, at vi gerne ville have et barn mere. Kort tid efter bestemte vi os for, at det gerne måtte være nu. Den var Anna med på og hun var der i første forsøg. Lidt før end jeg havde regnet med, men det gjorde bestemt ikke noget.

Fødslen af Anna var en drømmefødsel. Virkelig. Jeg havde frygtet den så meget, fordi fødslen af Lucas var fødslen fra helvede. Måske jeg engang laver et seperat indlæg med fødselsberetninger. De første par måneder levede jeg i total angst for den dag skrigeturene ville starte, men de begyndte ikke. Ikke sådan rigtigt i hvert fald. En sovebaby blev hun heller ikke, sådan nogle kan jeg åbenbart ikke lave. Om dagen sov hun så lidt som sin bror, nemlig 4-3 x 30 min, men det var ok. For den store forskel ved hende og hendes bror var, at hun var glad i sine vågne timer. Nætterne var heller ikke fantastiske og hun sover stadig sjældent igennem her 2,5 år senere. Men barslen var god og jeg hyggede mig igennem året sammen med Anna.

Akut på børnemodtagelsen

Det eneste bump vi har haft på vejen med vores lille Mulle var da hun var lige omkring et år. Fra den ene dag til den anden begyndte hun at skele. Sådan virkelig meget. Jeg tænkte egentlig ikke så meget over det. Bare at jeg ville vende det med lægen, når vi alligevel skulle til 1 års undersøgelse. Det skete i en påskeferie og da vi ankom til dagplejen mandag kiggede hun med det samme på Anna og sagde, at det havde hun alligevel aldrig hørt om i hendes karriere. Jeg tog på arbejde, men kort tid efter ringede dagplejeren til mig, at hun altså var kommet til at Google lidt. Hun synes jeg skulle ringe til lægen med det. Jeg ringede til lægen mest for at få fred.

Til min store overraskelse sagde lægen alvorligt til mig, at hun ville se hende med det samme og jeg nok skulle få hendes storebror passet, for vi ville nok ende på sygehuset inden dagen var omme. Jeg for afsted og fattede stadig ikke helt hvorfor det var så alvorligt, men ganske rigtigt kom vi akut på børnemodtagelsen. Her forklarede lægen mig, at pludselig skelen var forbundet med hjerneskade i baghovedet og det var derfor de handlede så hurtigt. Anna var lige begyndt at gå og i den periode falder de jo jævnt meget, så jeg tænkte straks det værste.

De brugte flere timer på at udrede hendes motorisk og sanser for at se om alt var som det skulle være. Meningen var, at hun skulle i MR scanner samme aften, men det var desværre ikke muligt. I stedet blev vi enige om vi skulle tage hjem på åben indlæggelse og møde derinde kl. 9 næste morgen.

Brillerne

Jeg fik ikke sovet meget den nat. Hold nu op, hvor var jeg bange. Virkelig skrækslagen for mit barn havde en hjerneskade. Da vi kom derind blev vi presset ind akut på øjen ambulatoriet med beskeden om, at fandt de ikke noget skulle hun i narkose og scannes.

Jeg håbede jo inderligt de ville finde noget, men de første mange undersøgelser viste bare intet. Faktisk var der en øjenlæge, der insisterede på hun faktisk slet ikke skelede, hvilket gjorde mig virkelig sur. Jeg stod der jo ikke, hvis det var helt normalt hendes øjne pludselig kiggede to forskellige steder hen. Til sidst ville de dryppe hendes øjne med noget der fik hendes pupiller til at udvide sig og derefter teste øjnene igen. Da ventetiden på dråberne skulle virke var gået var endnu en læge blevet tilkaldt og hun kunne heldigvis godt se hendes skelen. Hun kunne også fortælle mig, at Anna var så lille, at hendes muskler i øjet var så stærke, at øjet sagtens kunne snyde deres apparater til at vise der ikke var noget galt. Dråberne de havde puttet i ville gøre øjet ikke længere kunne snyde.

Det var lige præcis hvad der var sket. Øjet havde snydt apparatet, og testen viste, at hun ikke bare havde lidt svært ved at se. Hun havde faktisk rigtig rigtig svært ved at se. Også i den grad, at det blev klassificeret som et handicap. Jeg var både overrasket og lettet. Virkelig lettet, fordi alternativet var en hjerneskade, altså herregud synet kan vi hjælpe på vej. Men også overrasket, fordi ingen i vores familie har brugt briller, før de er kommet lidt op i alderen. Desuden havde hun overhovedet ikke givet os noget indtryk af hun ikke kunne se, men det var selvfølgelig som lægen sagde, fordi hun endnu kunne kompensere selv for det manglende syn.

^^Da hun fik sine første briller kunne jeg se med det samme hun så alt på en ny måde. Alt blev de første dage kigget ekstra på som og opdaget på ny.

1,5 år senere

1,5 år er nu gået og selvom det var svært med de briller i starten er de nu en del af hende og det ved hun godt selv. Hun tager dem på selv og retter dem selv til, når de ikke lige sidder som de skal. Hun kan ikke længere kompensere på samme måde som da hun var baby og det er tydeligt for os hvor dårlig hun er til at se nu. Hendes skelen er ikke helt væk endnu desværre, så på torsdag starter hun til skele terapeut og skal sikkert have en klap på. Så starter en ny kamp lige der. Men hun er så sej til de briller og effekten af dem er ligesom, når man går med en hundehvalp. Der er ikke nogen, der kan stå for den lille bølle med de lyserøde briller inkl. os selv.

Børn på de sociale medier

Børn på de sociale medier

Bloggen her har stået stille det sidste stykke tid og det har den gjort fordi jeg skulle mærke ordenligt efter. Deler jeg for meget af mine børn på de sociale medier?

Snakken florerer jo rundt i mediebilledet og der er rigtig mange holdninger til det. Bloggen her er jo mit frirum, men omdrejningspunktet er jo mine børn. Det er den af den simple årsag, at det er dem jeg bruger størstedelen af mit liv på lige nu. Jeg har tænkt tanken om jeg skulle prøve at få det til at fungere uden dem, men helt ærlig så vil jeg ikke have meget tilbage at snakke om for igen lige nu er de jo bare mit liv. I og med jeg ønsker bloggen skal være personlig følger de altså også bare med.

Jeg har tænkt mig godt og grundigt om. Når alt kommer til alt, så synes jeg faktisk ikke det er et problem med børn på de sociale medier. Jeg deler ikke pinlige billeder af dem, eller udstiller dem eksempelvis nøgne. Det kunne jeg aldrig drømme om. Men at jeg deler uskyldige hverdagsbilleder af dem det tror jeg simpelthen ikke de kommer til at være trætte af senere i livet. Jeg tror børn i dag vokser op i en anden verden end vi gjorde og det er bare en helt naturlig ting, at der er mange billeder af en rundt omkring. Vigtigst tænker jeg nok, at havde det været mig, så havde jeg egentlig heller ikke haft noget i mod det. Tværtimod ville jeg da egentlig synes det havde været ret hyggeligt at læse min mors tanker sådan et sted som her på godt og ondt.

Så konklusionen er blevet, at bloggen bliver og børnene bliver på den.

børn på de sociale medier

Når man ikke er enig om hvor mange familien skal bestå af

Herhjemme er vi ikke helt enige om hvor mange personer vores familie skal bestå af. Min mand synes det er fint som vi er nu og ønsker ikke flere børn, hvor jeg brændende ønsker mig flere. Det er sjovt som tingene kan ændre sig jo ældre man bliver. Da jeg var i start 20erne tænkte jeg ét var fint, for så fantastiske synes jeg heller ikke børn var. Nu synes jeg faktisk en hel folk vil være helt fint. Prioriteterne ændrer sig.

Jeg har været klar længe til at få en 3’er. Jeg er selvfølgelig bevidst om det ikke bliver en dans på roser, for det er da uden tvivl hårdt at have små børn og det bliver da sindssygt hårdt at skulle tage sig af en lille baby samtidig med de to “store” herhjemme. Hvorfor så ikke vente lidt spørger mange, der er jo mange år tilbage. Jamen det synes jeg bare ikke er en mulighed. Jeg har selv søskende 4 år yngre end mig selv og vi har aldrig været på et stadie, hvor vi har haft noget tilfælles før vi blev voksne. Selvfølgelig har vi leget og haft det godt sammen, men det var som regel mig der skulle gå på kompromis og lege med noget der ikke var helt alderssvarende. Så jeg ønsker mine børn tæt sammen, så de får mere ud af hinanden også selvom starten bliver hård for mor og far. En anden ting er, at jeg på et eller andet tidspunkt, når børnene er ældre, også gerne vil have mulighed for at fokusere på karrieren og det har jeg ikke så længe børnene er små. Kommer der en lille ny efternøler bliver min drøm på den front dermed også væsentligt udsat.

Men som sagt synes min mand ikke det er nødvendigt med flere børn. Han kan ikke overskue at starte forfra og han synes det er fint med de to vi har. Det har hånden på hjertet skabt en del konflikter det seneste år, at vi ikke ønsker det samme og der ikke rigtigt er et kompromis. Jeg har virkelig mærket efter om jeg kan undvære det her barn og sagde til mig selv i en periode, at vi ikke skulle have flere. Jeg var simpelthen dybt ulykkelig og jeg ved inderst inde, at den beslutning vil jeg fortryde altid og nok også et eller andet sted bebrejde min mand. Men er det så ham der skal have presset et barn ned over hovedet eller hvad? For det føles altså heller ikke særlig rart at gøre.

Vi har ikke fundet løsningen, heller ikke selvom jeg har læst alle tråde på min-mave igennem for netop det problem, ha ha, man bliver sgu desperat engang i mellem. Men jeg håber det på en eller anden måde lykkes os at finde en mellemvej.

High need baby – Mit signalstærke barn

High need baby – Mit signalstærke barn

Klokken er 6 lørdag morgen og jeg har for anden dag i træk været oppe kl. 5 med størstebarnet herhjemme. Søvn bliver bare aldrig en af hans favoritter. Men jeg tænkte det måske var på tide at introducere ham nærmere. Mit signalstærke barn. En lille advarsel bør jeg nok bringe om, att det her er et ret teksttungt indlæg.

mit signalstærke barn

Her er han – Lucas 4,5 år (dog kun 3,5 på billedet. Født en kold januar dag i 2014 og har været besværlig lige siden, ha ha.

Starten

High need baby, eller signalstærkt barn som vi kalder det i DK. To sider af samme sag. Men hvad vil det sige at være signalstærk. Ja det er jo så moderne at sætte sine børn i kasser og intet negativt om det, for jeg elsker at sætte ting i kasser.

Lucas startede sit liv med ikke at ville ud. Fødsel var i gang, presseveerne havde været der i 2,5 timer, men drengen synes allerede dengang han selv ville bestemme. Først da rummet blev fyldt læger og en masse andre, der stod parat til akut kejsersnit gav han efter og bevægede sig mod udgangen.Den fødsel er det værste jeg har prøvet i mit liv, men alt var tilgivet, da det lille vidunderlige væsen lagde på min mave.

Efter et par uger begyndte Lucas at skrige og igennem de næste 6 måneder tog det kun til 5-14 timer skreg han hver eneste dag. Efter de første 4 måneder havde vi prøvet alt -kiropraktor, kranio sakral, zoneterapi osv., intet hjalp og jeg begyndte så småt at blive vanvittig. Ud over han skreg konstant sov han heller ikke. Om dagen sov han 3 x 30 min og fra 22-23 stykker til kl 5 sov han men med opvågninger hver 30-60 min. Det var ikke just den forestilling jeg havde om en lykkelig babyboble.

Heldigvis fandt vi en fantastisk kiropraktor, da han var 4,5 måneder, der kunne udrette mirakler. Hun var specialiseret i spædbørn og konstaterede hurtigt, at Lucas havde KISS. KISS er en fejl i de øvre nakkeled, der fik ham til at låse i nakke og skuldre. Det gør bl.a. udviklingen af tarmene langsommere. Men jeg tænker vi tager den historie seperat en dag.

Hun fik ham til at stoppe med at græde døgnet rundt. Han var stadig skide sur på hele verden og han ville alt det han ikke kunne fra dag 1. Jeg sagde engang til en veninde, at jeg ikke troede han blev glad før han kunne gå, altså når han ligesom var færdig med den grove udvikling. Og rigtig nok, da Lucas rejste sig og gik da han var 10 mdr gammel forandrede han sig.

Mit signalstærke barn

Selvom jeg fik et helt andet barn omkring 10 mdrs alderen var der forsat meget vi kæmpede med. Eksempelvis maden, hvor han ikke helt ville spise. Og spiste han skulle det gerne være i flydende konsistens. Også konflikterne fyldte meget. Ja det lyder måske af meget med konflikter med en 10 mdr gammel baby, men Lucas har bare altid vist hvad han ville. Det skulle jeg bare ikke ændre på. Jeg var med i en online mødregruppe og der i gennem var der en der forsigtigt spurgte om jeg kendte til begrebet “signalstærke børn”. Hun anbefalede mig en bog af Anja Sigvard Nielsen og bum alt faldt på plads. Jeg kunne tydeligt se min baby ikke var som de andre babyer i min omgangskreds dengang og det var så skønt at finde ud af, at der var mange andre som ham derude. Der var endda en facebook gruppe (selvfølgelig). Her kunne jeg med et enkelt kig konstatere, at det kunne være min Lucas de snakkede om.

Ordet signalstærk giver lidt væk hvad det er vi snakker om, alle barnet signaler bliver lige skruet op. Introduktionen i førnævnte bog nævner:

Hvad er et signalstærkt barn?

-Barnet er intenst. “De græder højt og stopper ikke uden videre igen… De spiser voldsomt og hurtigt… De er ofte spændte i hele kroppen og vifter med arme og ben allerede fra fødslen. De er hele tiden oppe i et højt gear og bliver derfor hurtigt overstimulerede og trætte… følger alt med blikket, og evner ikke selv at vende hovedet væk for at finde ro. Barnet vil helst ikke gå glip af noget, så det har meget svært ved at overgive sig l søvnen, eller ved at slappe af. Intensiteten kan vise sig ved voldsomme følelsesudbrud. Både ved glæde, sorg og vrede. Barnet har et meget omfattende følelsesregister, der kan svinge dramatisk fra raseri til ekstatisk glæde på et øjeblik og omvendt.”

Jeg husker tydeligt et øjeblik, da han var helt spæd, hvor han som altid fulgte med i alt til en familiefødselsdag. Vi er på det stadie hvor andre babyer normalt stadig sover hele tiden, men Lucas fulgte med og min bror kommenterede at han synes det var lidt uhyggeligt, at Lucas sad og studerede ham så intenst og søgte hans opmærksomhed.

-Spiser meget ofte. “De signalstærke børn forsøger at finde ro og tryghed ved amningen, men ofte er de alt for voldsomme og mælken kommer i den gale hals, eller barnet sluger for meget luft, eller kan slet ikke samle sig om at tage fat om brystet og skriger i stedet voldsomt i frustration.” Netop dette var grunden til jeg ikke ammende barn nr. 2. De skrigeture Lucas havde hver eneste gang han spiste sidder stadig i mig.

-Insisterende og vedholdende. “Det signalstærke barn er meget insisterende og tydeligt. Der er ingen tålmodighed og barnet bliver hysterisk ulykkeligt på et splitsekund, hvis du ikke straks regner ud hvad der ønskes. Forældre l disse børn lærer hurtigt at det ikke kan betale sig at trække den ud. Reagerer du ikke straks vil barnet hidse sig selv så meget op at det ikke kan trøstes igen.”

Bare for at sætte det lidt i perspektiv var det ikke unormalt, at Lucas, da han var lille besvimede af raseri. Det her punkt er uden diskussion det punkt der kendetegner Lucas allermest.Vi siger tit herhjemme, at hvis han ikke bliver noget stort som f.eks. statsminister, så er alle vores endeløse diskussioner med ham virkelig spildte 🙂

-Brokkende og med ekstreme følelsesudsving. Et signalstærkt barn er næsten konstant utilfreds. Der er altid noget han vil, som han ikke kan. Der er altid noget som generer lidt. Det være sig tøjmærker, lyde, lyset, gæsterne eller det at ligge alene. Det er som om dette barn mærker og oplever alt meget kraftigere end andre børn og derfor er han næsten altid brokkende – pånær når han i stedet er helt ekstatisk lykkelig.” Han er enten MEGET af det ene eller MEGET af det andet.

Kort sagt “Aldrig har barnet ro og derfor får du det heller ikke – Hverken nat eller dag.”

Der er flere punkter i bogen, men jeg tog de der passede allerbedst på Lucas. Så det her er altså Lucas i en nøddeskal. Jeg er vild med han har så stærk en personlighed og ved han vil, men det er virkelig også hårdt engang i mellem, at skulle diskutere alt ned til mindste detalje. Efter jeg har fået Anna er forskellen på et signalstærkt barn og et der ikke er virkelig gået op for mig. Anna accepterer ting så hurtigt, at jeg nogle gange bliver helt overrasket over hvor let det er, fordi Lucas sjældent godtager noget han ikke har fundet på selv.

Anyways for at slutte et alt for langt indlæg af, så er Lucas et signalstærkt barn på godt og ondt.

God søndag 🙂