Kære dagbog, endelig weekend

Kære dagbog, endelig weekend

Weekenden er kommet og længe ventet på trods af det kun har været en 4 dags arbejdsuge. Jeg synes virkelig jeg kan mærke graviditeten tager min energi for tiden på trods af jeg kun er i uge 25. Jeg husker fra de 2 andre, at 2. trimester var det gode trimester, der hvor overskuddet var der. Det har det på sin vis også været, men trætheden er begyndt at indfinde sig igen og kroppen er stor tung. Måske hænger det også sammen med maven er i vejen for nattesøvnen nu. Nok brok, for i bund og grund elsker jeg det jo. Alle bækkensmerter og træthed er glemt, når jeg mærker babyen møffer rundt derinde.

Weekenden skal for så vidt muligt stå på afslapning. Vi har rendt rundt de sidste mange weekender og sidste weekend blev det nok for Lucas. Søndag var han helt overstimuleret, kunne ikke finde ro til at sove og sagde han ville ønske vi skulle være hjemme om mandagen. Vi har stadig lidt planer denne weekend, men vi vil forsøge at gøre dem korte og så ellers lade ham hygge herhjemme med hvad han har lyst til. Pt er klokken halv ni og vi har brugt morgenen på sofaen med fjernsyn og hygge. I dag skal gå langsomt. Senere på eftermiddagen tager vi hjem til min søster et par timer og får kaffe.

I morgen tidlig skal vi igen til fødseldag. Vi laver nærmest ikke andet. Jeg er taknemmelig over den store familie vi har og lige nu ser vi dem stort set hver weekend pga de mange fødselsdage. Det er skønt at se dem alle, men vi får virkelig ikke lavet noget på de mange projekter vi har pt (kolonihave, indkørsel, stakit osv), fordi der ingen tid er. Sådan er det lige nu og det er helt ok.

Det var virkelig et “kære dagbog” indlæg, der af overskriften. Kan i have en god weekend 🙂

Vægtøgning og graviditet / / diabetes

Vægtøgning og graviditet / / diabetes

Graviditetsbetinget diabetes det er noget lort! Eller er det? Jeg ved godt det lyder underligt, men jeg ser det faktisk som en stor hjælpende hånd her i graviditeten. Det er ingen hemmelighed, at jeg er overvægtig og har jeg har været det i mange år. Jeg havde også graviditetsbetinget diabetes med Anna (læs mere om diagnosen her) og derfor burde jeg have tabt mig før denne graviditet. Med stor streg under burde, for det skete ikke. Om jeg havde fået diagnosen selv om jeg havde tabt mig er der ingen der kan spå om og det gider jeg heller ikke selv.

Grundet min overvægt er jeg heller ikke interesseret i, at tage 25-30 kg på under denne graviditet, men i mine 2 forrige graviditeter har jeg bare suget kiloene til mig. Jeg tog min. 30 kg på, da jeg ventede Lucas, heraf var 10-15 dog vand i kroppen grundet svangerskabsforgiftning. Alle 30 var af igen indenfor 3 måneder efter fødslen. Ved Anna tog jeg omkring 20 kg på, der ligeledes var ret hurtigt væk efter fødslen. Desværre kom der så lidt snigende igen under barslen. Men selvom kiloene er kommet hurtigt af igen vil jeg egentlig rigtig gerne, hvis jeg slet ikke skulle tænke på den del efter fødslen. Derfor har jeg sat som mål, at jeg skal være mindre end de 2 andre gange denne gang. Jeg har ikke sat et mål for hvor lidt det skal være kilomæssigt, men jeg har bare besluttet mig for, at jeg skal veje mindre hver graviditetsuge end jeg gjorde ved de 2 andre.

Det er her min diabetes kommer ind i spillet, hvor jeg egentlig vil kalde det en gave lige i denne her sammenhæng (bevares jeg kender alle bagsiderne af diagnosen også). På grund af diagnosen er jeg simpelthen tvunget til at spise sundere. Ved Anna fik jeg stillet diagnosen sent, omkring graviditetsuge 32. Derefter tabte jeg mig 3 kg inden fødslen. Denne gang fik jeg den stillet allerede i uge 17 eller 18 og jeg forventer derfor ikke den helt store vægtøgning fremover. For jeg skal bare holde mig fra alt det usunde.

Jeg er i skrivende stund i graviditetsuge 23 og har taget 4,5 kg på. Da jeg ventede Lucas havde jeg taget 14 kg på i uge 25 og med Anna 9 kg i uge 23. Og ved i hvad? Det synes jeg faktisk er flot! Ja ja der skal nok være nogle, der skal komme med spydige kommentarer og sige jeg slet ikke skal tage på, men det er simpelthen lettere sagt end gjort. Mit mål var at være mindre end de 2 andre gange og det har jeg indtil videre klaret uden besvær Billedet til højre ovenfor er fra da jeg ventede Anna og billedet til venstre er fra sidste uge.

Så ja jeg vælger at se på diagnosen som en gave. En gave, der for mig gør det meget lettere at sige fra. Jeg har dage jeg falder i det skal jeg være ærlig at sige. Det er hårdt arbejde psykisk at ændre sine kostvaner, især for en som mig, der ikke er specielt vant i et køkken. Men det er faktisk okay. For jeg falder måske i det usunde ét måltid hver 14. dag, hvor jeg før diagnosen gjorde det flere dage om ugen, hvis ikke det var de fleste dage. Mit blodsukker er stabilt, faktisk ofte i den lave ende. På 4 uger har jeg haft én for høj måling og igen vil jeg klappe mig på skulderen og sige, det er fandme godt gået. Jeg ved godt det ikke forsætter, for det er usandsynligt. I takt med moderkagen vokser vil den udskille nogle hormoner, der gør mig mere og mere insulinresistent og dermed vil mine målinger blive højere jo længere jeg kommer frem og dermed vil mine kostvaner skulle ændres konstant under graviditeten.

^^ På instagram vil jeg begynde at ligge billeder op af noget det mad jeg laver -let, men sund mad (følg med hos @coffeeandmascara) til inspiration for andre. Det er nemlig her jeg selv finder helt utrolig meget inspiration til mad og så gør det det lidt nemmere at gå en smule mere op i maden 🙂

For stor gravid?

For stor gravid?

Der er noget der går mig på. Det har det gjort siden første gang jeg var gravid. En ting jeg kan mærke virkelig går mig på. Det er når andre mennesker kommenterer på min maves størrelse. Ikke de postive kommentarer, selvfølgelig, de er jo skønne! Men dem med en negativ klag bag “hold da op du er godt nok stor!”, “WOW er du kun x uger henne?!” -dem er får det til at lyde som om det er forkert. Hvad er grunden til det?! Hvad er meningen med det?! Hvorfor er det okay at komme med negative og spydige kommentarer bare fordi man er gravid?

Bevares jeg er helt bevist om jeg inden min graviditet ikke var et strå i luften (noget jeg i grunden tror samtlige overvægtige mennesker er helt bevidst om), men at min mave vokser hurtigt under en graviditet kan jeg da virkelig ikke styre ligeså vel som en der slet ikke får en stor gravid mave kan styre det. Hvorfor så få det til at lyde forkert?

I mine 2 tidligere graviditeter skammede jeg mig og skjulte min mave indtil jeg mente jeg var tilpas langt henne til jeg kunne “tillade” mig at vise den frem. Allerede inden denne graviditet startede aftalte jeg med mig selv, at det skulle ikke ske denne gang. Den skulle vises frem, så snart man kunne se den var gravid, hvilket man selvfølgelig kunne ret hurtigt -ligesom ved de 2 andre. På billedet ovenfor er jeg kun omkring de 12-13 uger henne og ja jeg har allerede en stor mave der -og hvad så?

Der er selvfølgelig kommet mange flere kommentarer denne gang, da jeg har vist den frem før end de sidste gange. Jeg smiler, nikker og giver dem ret i maven er stor. Her burde det ryge ud gennem det andet øre igen, men det gør det jo ikke altid. Heldigvis er jeg i stand til det 9 ud af 10 gange. Men den 10. gang går det altså ind og skaber en eller anden form for selvbevidsthed omkring det og det at det er forkert.

Som sagt er jeg 9 ud af 10 gange fløjtendes ligeglad med hvad folk synes om min mave, for jeg er selv ret så vild med den. Heldigvis får jeg også langt flere søde kommentarer end dårlige. Men tænk dig om før du kommenterer andres kroppe. At maven indeholder en baby giver dig ikke fripas til at kommentere negativt på andre.

Ovenfor er seneste mavebillede. Og ja jeg synes faktisk den er rigtig flot <3

Refluks update / udtrapning

Refluks update / udtrapning

Lucas har refluks og har haft det siden han var spæd. Det har jeg skrevet lidt om i indlægget her. For 4 måneder siden begyndte vi på Nexium og allerede efter ganske kort tid fik Lucas en helt anden personlighed. Eller selvfølgelig ikke en helt anden personlighed, men en side af ham kom frem som vi ellers kun har set korte glimt af de sidste 5 år. Jeg skrev også lidt om det i indlægget jeg nævnte ovenover, men dengang var det for tidligt til jeg turde råbe hurra over det. Men det forsatte og der var i den grad grund til at råbe hurra.

Lucas har nu været glad i 4 måneder i streg. Det kan jeg ikke huske er sket før, hvis jeg skal være ærlig. Han er veludhvilet om morgenen, han vågner ikke op og skriger af smerte om natten, han er ikke bleg og har røde rande under øjenene og så spiser han. Han æder løs som aldrig før og det er virkelig underligt. Virkelig fantastisk, men i 5 år har mad været en kamp og noget han spiste fordi han blev tvunget. Nu nyder han at spise og spørger ofte selv til at få mad. Det har han aldrig nogensinde gjort før medmindre det var søde sager.

Han er glad, og han fjoller -lige som en 5 årig dreng skal. De første par måneder fik jeg tårer i øjenene hver gang han fjollede og grinte det gjorde mig bare så vanvittig lykkelig, at han endelig var glad. Der var nok også lidt graviditetshormoner blandet ind i det, men når man er vant til ens barn aldrig rigtig er glad er det verdens største lettelse pludselig at opleve det modsatte.

Udtrapning

Her efter 4 måneder synes lægen så vi skal trappe ud igen. Nexium gør det åbenbart lidt svært for kroppen med optagelsen af B vitaminer og jern. Vi har prøvet udtrapning i 3 dage nu og i 3 dage har Lucas været skide sur og trist. Præcis som vi kender ham fra før medicinen. Det er ikke et tilfælde det er det bare ikke. Så nej udtrapningen går ikke fantastisk det må jeg indrømme og min morhjerte kan absolut ikke klare at se han skal have det dårligt igen, når vi endelig har fundet en løsning.

I morgen kommer han på fuld dosis til han er glad igen og derefter starter vi forfra, men hvor jeg tager meget mindre dosis fra ham af gangen. Sker det samme igen der må vi til lægen igen. Han skal ikke have det skidt, når der er så nem en løsning for ham, sådan er det bare, det kan jeg ikke byde ham.