Børn og karriere

Børn og karriere

I dag er jeg søndagstræt. Hovedet er tungt og halsen øm, der er sygdom på vej igen. Men jeg nyder weekenden med mine børn og denne gang har vi endda et par dage ekstra fri mandag og tirsdag. Fantastisk. Børn og karriere samtidig gør nemlig der ikke er meget tid til dem i hverdagen. Det kan de fleste mødre med et 37 timers job skrive under på.

Da jeg var yngre vidste jeg ikke rigtig om jeg skulle have børn. Jeg vidste jeg skulle have mig en lang videregående uddannelse på Universitetet, men det var det der var målet. Ikke karriere ræset bagefter. I løbet af uddannelsen fik jeg en ide om hvilken retning jeg gerne ville gå i karrieremæssigt, men samtidig kom lysten til børn også. Jeg fik et job i Regionen, hvor der er super fine forhold til at få børn. Da jeg havde fået begge mine børn fik jeg mulighed for at skifte job. Et job jeg vidste jeg ville elske, men det ville også betyde jeg fik dage væk fra mine børn. Der tog jeg et aktivt valg om, at jeg vil have en karriere og ikke kun være nogens mor.

Små børn og karriere samtidig. Er det overhovedet muligt?

Jeg elsker at være nogens mor. Det skal der ikke herske nogen tvivl om og jeg har også tidligere (og gør stadig) ytret et kæmpe ønske om at blive endnu ens mor. Jeg har valgt et job, der ikke altid harmonerer 100% med at have små børn. Jeg har eksempelvis rigtig mange ture til København og der er perioder, hvor jeg skal arbejde en del mere end normalt. Deltid ville være optimalt mens børnene er små, men det er ikke en mulighed i min virksomhed.

børn og karriere

Det fungerer for os og jeg elsker at gå på arbejde hver dag. Jeg har en mand der heldigvis tager dem rigtig meget, når jeg ikke har mulighed for det og bedsteforældre der er søde til at hjælpe, når det brænder på. Nu skal det heller ikke lyde som om jeg slet ikke er hjemme ved ungerne og min mand for det er jeg. 90% af min arbejdstid er de almindelige 37 timer og skal der arbejdes ekstra gør jeg det oftest, når børnene sover. Det skal ikke være en hemmelighed, at jeg også gerne vil mere med min karriere, hvilket nok giver min endnu flere timers arbejde. Det må dog vente til børnene er større, for jeg vil heller ikke kigge tilbage om 20 år og fortryde jeg ikke var der for dem.

For nogle fungerer det at være hjemmegående og dyb respekt til dem der kan det. Jeg er en af dem, der går helt i stå, hvis jeg skal gå hjemme. At have en karriere ved siden af at være nogens mor fungerer helt klart for mig.

New momster

New momster

Velkommen til Coffee and Mascara -nu en del af Momster 🙂momster

Momster

Mit navn er Charlotte og jeg har siden sommer ’18 blogget på domænet coffeeandmascara.dk. Jeg er mor til to dejlige unger med (mere end rigeligt) krudt i måsen. Den ældste bliver 5 lige om lidt -det er Lucas. Min dejlige signalstærke dreng fyldt med humor og et kæmpe temperament.  Ham kan i læse mere om lige her, hvor jeg også beskriver det at være signalstærk i flere detaljer. Anna fylder 3 lige om lidt og er, som i næsten kan fornemme på billedet, en rigtig lille bølle. Hun fjoller dagen lang og er sin helt egen. Anna og hendes briller finder i mere om lige her.

Selv er jeg 32 år og bosat i Nordjylland, nærmere betegnet i Hals. Her bor jeg med mine 2 dejlige børn i ser på billedet ovenfor, min mand og en enkelt kat. Til dagligt arbejder jeg som statistiker og i min fritid hygger jeg mig altså her på domænet med skriverier fra min hverdag som en travl karrieremor. Når jeg ikke får opdateret herinde kan i helt sikkert finde mig snakkende med mig selv ovre på Instagram. Følg også meget gerne med derovre. 🙂

Jeg er glad for endnu en gang at være en del af Momsters netværk. Jeg startede kort ud her i sommers, men regner med denne affære bliver noget længere. Jeg følger mange af Momsters bloggere og de har alle nogle virkelig gode skriverier på hver deres område, så jeg synes det er temmelig sejt at blive en del af klubben. Jeg håber i tager godt imod min blog -tag endelig et kig i arkivet nu i er her. Indlæggene er blevet overført fra mit tidligere netværk og de kræver derfor allesammen en overhalning, så det hele ser pænt ud igen. Det skal nok komme lidt efter lidt. 🙂

/Charlotte

 

Når børn bliver vrede – mit signalstærke barn

Når børn bliver vrede – mit signalstærke barn

Jeg har tidligere fortalt lidt omkring det at have et signalstærk barn – læs, eller genlæs lige her. En af de store udfordringer herved er helt klart hans temperament. Hele hans følelsesregister er i brug hver dag og han svinger lynhurtigt fra at være helt ekstatisk glad til at være fuldstændig overdramatisk sur. Det største problem vi har haft og til dels stadig har ved sidstnævnte er, at han ikke har redskaberne til at håndtere det vredesanfald, der engang i mellem (ofte) rammer ham. Hvad gør man når børn bliver vrede?

Når Lucas bliver sur foregår det ikke stille. Han råber, han skriger, han smider med ting, han slår på ting og sparker til ting. Da han var mindre endte de ofte med han besvimede. Kort sagt han reagerer rigtig meget fysisk. Det er selvfølgelig ikke kun Lucas og andre signalstærke børn, der reagerer på denne måde, det gør et hvert barn. Måske bare ikke helt i samme omfang som Lucas gør det.

Vi håndterer det forkert!

Vi er rigtig gode til at reagere helt forkert herhjemme og det vil jeg rigtig gerne ændre. Vi er vant til Lucas overreagerer på mange ting og når det er helt over the top kan vi komme til at stikke i et grin, eller gå i den modsatte retning og blive vred på ham. Begge scenarier er dybt uhensigtsmæssige det ved vi vist alle og derfor har jeg den seneste tid arbejdet lidt med mig selv i forsøget på at rumme ham bedre.

En sætning, der altid er værd at have med i baghovedet er “Du er barnets rollemodel”. Lucas ser op til mig og reagerer jeg med vrede er det også det han gør. Både når han selv er vred eller når andre er det og sådan skal det ikke være. I stedet skal jeg lære at rumme Lucas vrede for han selv kan rumme den. Det er jo en kliché, for vi ved det alle, men det svære er at mestre det. Jeg gør det ikke endnu og det er et af de største mål jeg har pt.

Pædagogerne hjælper os

Lucas har altid holdt vreden herhjemme. Det er her han har været tryg og det er her han har turde reagere efter en dag fyldt med stimuli. Lige indtil for nyligt i hvert fald, hvor han fik sit første raserianfald i børnehaven. Og det lyder fjollet, men jeg var SÅ stolt da jeg fik det at vide. Ikke over han havde råbt, skreget og sparket pædagogerne, naturligvis ikke, men over han nu er tryg i børnehaven. Så tryg, at han tør være sig selv og han tør give sine følelser afløb. Det kom dybt bag på dem, for de havde aldrig set den side af ham før på trods af han snart har gået der i 2 år. De har måske heller ikke helt troet på os, når vi fortalte om de trælse morgener, der havde endt i raserianfald.

Men nu er “monsteret” lukket ud og sammen med det en masse redskaber til at håndtere det. Jeg har nemlig i forbindelse med en forældresamtale snakket en del om det her og fået utrolig meget feedback på, hvad vi som forældre og de som pædagoger skal gør for, at lære Lucas at rumme de her følelser.

Hvordan rummer vi det så?

Jo det lyder ganske langhåret, men du er der simpelthen bare. Du lader dig ikke mærke af vreden, du skælder ikke ud, du er der bare og giver udtryk for du forstår barnet. Lad barnet få afløb for det hele. Et signalstærkt barn har som regel ikke lyst til du rører det, når vreden raserer, men det er kan jo være anderledes ved jeres børn. Ved Lucas skal man bare være i nærheden og fortælle ham man godt kan forstå han er vred og det hele er træls. Nogle gange er det ikke nødvendigt at sætte ord på. For han kan ikke tage andet noget på det her tidspunkt. Han hører simpelthen ikke hvad du siger og selvom han gør er det ikke sikkert han ved hvorfor han reagerer som han gør.

Vi ved allesammen. hvordan det er at være rigtig vred. Vi har hjertebanken, uro i hele kroppen, måske græder vi (ja, jeg er den type). Men vi ved hvad den følelse er. Det gør dit lille barn ikke endnu og det kan være enormt utrygt. Mange forsøger derfor at få det ud af kroppen ved at slå og sparke på andre, ja endda nogle gange på sig selv. Så barnet har altså brug for at vide du der der for ham, præcis som når han er ked af det eller bange. Der kunne vi jo ikke drømme om at skælde ham ud.

Når vreden har lagt sig snakker vi om det. Blev han sur over noget, eller blev han i virkeligheden ked af det? Og hvad er forskellen i virkeligheden? Når vi snakker om det lærer vi ham, at sætte ord på hans vrede. På den måde kan han måske forklare os det med ord næste gang, i stedet for at skrige, slå eller råbe.

Har det så hjulpet?

JA! I snegletempo vel og mærke. Jeg er ikke sikker på min mand har set forskellene, men jeg har bidt mærke i dem og igen er jeg bare så pisse stolt. Den lille mand har SÅ mange følelser inden i sig og han er blevet så god til at mestre dem. Jeg skal ærligt indrømme at jeg glemmer at rumme ham 9 ud af 10 gange. Det er stadig nyt for mig og jeg kæmper virkelig for ikke at blive sur selv. Det lyder så fjollet især her på skrift, men vaner er svære at bryde.

Pædagogerne i børnehavnen derimod, de er eminente til det. Han reagerer stadig fuldstændig over the top og det er ikke altid til at tage det i opløbet (endnu). Men han har præsteret et par gange nu, at råbe til pædagogerne, at han ikke var ked af det, men vred. Igen snegletempo, men han ved altså nu hvad forskellen er og kan mærke den. Et par andre gange er han kommet til mig efter et raserianfald og har fortalt mig, at han skulle have sagt stop, eller at det gjorde ham vred. Vi har arbejdet på det her i max et par måneder og jeg synes det er kæmpe skridt for min lille dreng. Jeg er sikker på, at han med vores hjælp kan lære at sætte ord på sin vrede i stedet for at reagere med råb, slåen og sparken.

Vores halloween dag

Vores halloween dag

halloween
I dag har vi haft halloween dag herhjemme. I er måske mange, der kan nikke genkendende til ikke helt at have et forhold til halloween. Det er bare ikke en tradition vi i min generation er vokset op med. Men den har vundet danskerne gennem de sidste mange år og i dag er det en tradition min søn og datter ikke kan forestille sig ikke at have. Normalt holder jeg det til et græskar herhjemme og lader børnehaven og dagplejen om resten. Netop fordi jeg selv har været lidt ligeglad med det. Men sidste år bemærkede jeg, at Lucas var meget mere oppe at ringe over halloween end alle andre “højtider” (ja med undtagelse af julen da).  Derfor besluttede jeg mig for, at i år skulle vi gå mere op i det.

En hyggelig dag i børnenes tegn

I år havde jeg glemt alt om det igen, så det var først da jeg så en veninde gik all in jeg kom i tanke om hvad jeg selv havde tænkt mig at gøre. Jeg skyndte mig i tigeren efter en masse pynt og der var seriøst meget fint til billige penge. Så i dag har vi pyntet op, vi har lavet græskar og vi har lavet en masse sjov halloween mad. Lucas og Anna elskede det og det var en virkelig virkelig hyggelig dag.

Jeg har tænkt det skal være en ny tradition for os. Vi skal købe mere pynt for hvert år, så det bliver amerikanske tilstande. Jeg tænker også vi med tiden også kan gøre lidt mere i at klæde os ud. Jeg overvejede ansigtsmaling i dag, men droppede det, da de helt hundrede vil gratte det ud i sofaen. Jeg tænker også det skal være en tradition, hvor andre børn (og voksne) i familien kan komme og lege med os og det forbliver en børnenes dag. Planerne er der, så må vi se om jeg husker næste år det var en tradition 😀